Alle mine akelejer
Akelejer er i min optik en ret vidunderlig plante. Den afløser tulipanerne i forårshaven og står smuk og stolt i egen ret inden sommerblomsterne for alvor tager over.
Akelejer selvsår sig og krydser sig med hinanden. Det vil sige, at man aldrig ved, hvordan blomsten kommer til at se ud. Ligesom når de samme to mennesker får børn, som er forskellige.
Akelejer er meget tørketålende, fordi de har en lang pælerod, og kan hente vand dybt nede fra jorden.
Når de er færdige med at blomstre, visner de ned, og gør ikke så meget væsen af sig.
Jeg har ikke sået en eneste af akelejerne på ovenstående billede. De har alle sammen slået sig ned selv. Og planter der selv slår sig ned, finder som regel et sted, hvor de trives rigtig fint.